-
Anklager forventer polak udvist for slag mod Mette Frederiksen
ソース: BDK Borsnyt / 20 6 2024 05:19:12 America/Chicago
Den sigtede i sagen om et slag mod statsminister Mette Frederiksen skal blive i fængslet frem til 4. juli. Det har en dommer i Københavns Byret besluttet torsdag formiddag i sagen, hvor en polsk statsborger er sigtet for vold mod tjenestemand. På Kultorvet midt i København fik statsministeren sidst på eftermiddagen den 7. juni et slag på højre skulder, fremgår det af sigtelsen. Det skete, da hun var på vej til en kaffeaftale med en veninde. Den 39-årige polske mand blev overmandet kort efter af ansatte i Politiets Efterretningstjeneste (PET). Ifølge en politiattest fra en læge pådrog hun sig ømhed i skulder og arm. Da sagen blev forelagt for en dommer 8. juni, blev der henvist til en lægelig oplysning om, at statsministeren havde symptomer, der svarer til en piskesmældslæsion. I et retsmøde torsdag om forlængelse af varetægtsfængslingen gentages det, at manden nægter sig skyldig. Manden havde stjålet alkohol i en Lidl-forretning, da han mødte statsministeren på Kultorvet, har han fortalt. Han var beruset. Butikstyverier er ikke specielt nyt for den 39-årige. Siden 2019 har der været 20 bødesager om tyveri, oplyser anklageren. Politiet afhørte forleden Mette Frederiksen, og i rapporten er hendes oplevelse beskrevet. Her står, at manden først sagde noget uforståeligt til hende og derefter med knyttet næve slog hende på skulderen. "Han slog til, personen slog igennem," lyder det. Hun er ikke sikker på, at han rettede sit slag mod hendes ansigt. I retsmødet torsdag oplyser anklageren, Line Steffensen, at der desuden verserer fire sager om blufærdighedskrænkelse mod den 39-årige. - Det er min klare opfattelse, at der vil ske udvisning med forbud mod indrejse i Danmark, siger hun om den kommende straffesag, hvor hun også forventer en straf på fængsel i tre måneder. - Han har begået kriminalitet kontinuerligt, siden han kom til Danmark, tilføjer hun. Han kom hertil i 2019. Han bor i et værelse i Brøndby Strand, men er ikke tilmeldt folkeregistret. Forældrene og en bror bor også her. Forsvareren, advokat Henrik Karl Nielsen, beder om løsladelse og siger blandt andet, at der ikke er tale om politisk motiveret handling. - Anklagemyndigheden kan sidde og drømme om en straf på tre måneder, men retspraksis tyder på, at vi ligger på 40 dages fængsel, hvis han bliver dømt, siger forsvareren. 40 dages fængsel var resultatet i en sag, hvor en person havde rettet en vandpistol mod en statsminister. Dommeren siger torsdag, at der fortsat er en begrundet mistanke mod polakken. Varetægtsfængslingen begrunder hun med, at der er risiko for, at han vil stikke af fra den kommende sag. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/indland/anklager-forventer-polak-udvist-for-slag-mod-mette-frederiksen